Desemberdikt

Mitt desemberdikt er eit skikkeleg juledikt, men i motsetjing til mange andre handlar det om det jordiske, eller nærare bestemt Josef. Til liks med Inger Hagerup let eg meg fascinera av denne stille og umælande mannen, som gjorde alt han kunne for å gi gutungen sin ein god start på livet, ein gutunge som vaks opp til mann (for å sitera ein annan tekst) og vart jorda sin frelsar.

Hymne til Josef
Den unge Maria vandret
engang til Betlehem by
forteller den gamle legende
som alltid er like ny.

Det var ikke rom i herberget.
Men stallen var lun og varm.
Så fødte hun der sin første sønn,
støttet av Josefs arm.

Stjernesoler og vismen..
Hyrder og englekor.
Hva tenkte den mørke Josef
som aldri mælte et ord?

Gjennomstrålet av himmelsk glans
lyste de hellige to.
Hva tenkte den mørke Josef
som bare var trofast og god?

Kan hende han svøpte sin kappe
litt bedre om barnet og moren.
Slik vernet han ordløst menneskets drøm,
den hellige Josef av jorden.
Inger Hagerup